Lakforsegler? Hvorfor skal man dog bruge det?

Det bør du først og fremmest gøre for at beskytte lakken på bilen. En lakforsegler lægger sig i de små ridser og fordybninger, som faktisk allerede er i lakken, når du køber en bil fra ny. På den måde lukker lakforsegleren disse ridser og fordybninger, så der ikke kommer snavs ned, hvilket ellers kan være med til at danne en ru overflade i lakken.

Inden du går i gang med at behandle din bil med lakforsegler, bør du dog gøre dit forarbejde ordentligt – dette indebærer bl.a. at bestemme dig for, hvilken type forsegler, du vil anvende. Overordnet set findes der to typer af forsegling – hhv. med og uden voks tilsat. Vælger du at anvende en lakforsegler, som indeholder voks, udføres behandlingen i én omgang, og du kan springe en efterfølgende behandling med bilvoks over. En lakforsegler, der indeholder voks, er altså umiddelbart en nemmere løsning – den giver dog ikke helt det samme resultat. En ren lakforsegler – altså en, hvor der ikke er tilsat voks – giver en mere hærdet behandling, og der vil derfor gå længere tid, før behandlingen skal gentages. Vælger du denne metode kan du derfor give bilen voks flere gange, hvis du ønsker, og overordnet set får du et mere holdbart resultat.

Lakforsegling – Hvornår skal man behandle bilen

Men hvornår bør du så behandle bilen med lakforsegler og voks? Umiddelbart ville mange vælge at give bilen en omgang lakforsegling i forårs- og sommermånederne, hvor vejret er tørt, og bilen ofte ikke bliver lige så beskidt som i vintermånederne. En behandling med forsegler og voks holder dog ca. i 5-6 måneder, og beskyttelsen vil derfor typisk ikke holde vinteren over, hvis bilen behandles i foråret. En god idé kan derfor være, at behandle lakken med forsegler og voks i det tidlige efterår – så er der optimal beskyttelse mod vind og vejr, når vinteren kommer.